Er det virkelig nyt?

Af Margith Pedersen, generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark

Meget er naturligvis givet i en ny dansk salmebog. Den udspringer af en dansk salmetradition, som er enestående og derfor også uden for diskussion, når det gælder en lang række kernesalmer. Disse må være grundstammen i dansk salmetradition i år 2000, og dem må det være magtpåliggende at bringe videre - også til børn og unge.

Men fornyelsens nødvendighed kan der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved. Sidney Carter, som er ophavsmand til salmevisen "Dansens Herre", siger det således: "Hver ny generation må genopdage kristendommen. Sandheden deri vil aldrig ændre sig, men synsvinklen, hvorunder den ses, vil være forskellig. Salmer, som engang var meningsfyldte, siger måske ikke den sandhed, vi ser i dag. Derfor må vi skrive nye. Når vi ikke har noget at føje til det, menigheden har sagt eller sunget før, vil vores tro være gået i stå."

Det har det nye forslag til salmebog da også forstået, men man mere end aner i forslaget , at det er nødtvungent, idet en meget væsentlig del af den fornyelse, som er sket gennem de sidste 30 år, ikke er medtaget. Vi savner: Du satte dig selv i de nederstes sted (Hans Anker Jørgensen/Merete Wendler), Troen er ikke en klippe (Jens Rosendal/Jens Nielsen), Du kom til vor runde jord (Steen Kaalø/ Hans Dammeyer), Solen begynder at gløde (Lars Busk Sørensen/Willy Egmose), Jeg dansed’ i samme nu som verden blev til (Sidney Carter/Holger Lissner/Sidney Carter), Sov du lille, sov nu godt (Hans Anker Jørgensen/Merete Wendler) - og en del flere!

Evangelium og kommunikation
Med forslaget til ny dansk salmebog er der sendt et umisforståeligt signal til alle i Den Danske Folkekirke, som tager et kirkeligt børne- og ungdomsarbejde alvor-ligt: I hører ikke hjemme i kirkens liv og slet ikke i gudstjenesten. Folkekirken er for voksne!
        
Engang var det at kunne en masse fine ord, som ingen forstod, et tegn på at man var lærd. I dag er det et tegn på, at man er dårlig til at kommunikere. Og kommuni-kation er nøgleordet i vort  samfund i dag, og bør også være det i kirken.                
    Kirken skal være modkultur til en kultur, der vil sig selv og ikke med-mennesket. Men kirken har alle dage været medkultur, når det gælder kom-munikationen af evangeliet. Helt tilbage til evangelierne finder vi dette spor. F.eks. Johannesprologen (Johannes 1,1-11), som er skrevet til græske hedninge, der ikke havde jødernes historie at trække på, og som ikke kendte begreber om "Faderen, Skaber, Forjættelse". Men her kendte man begrebet "Ordet" om det ikke-jordiske. I forkyndelsen af Guds komme til jord griber evangelisten da til det, grækerne kendte: begrebet om Ordet. Det Ord ER blevet kød. Det var vold somt provokerende - for det er evangeliet i sin grund - men i sin formidling til grækerne ramte evangelisten plet.
    Disse eksempler har vi mange af - bl.a  i Ny Testamente, hos kirke-fædrene og hos Luther. Og også vore gamle salmedigtere som Grundtvig, Kingo og Brorson kunne det der med at kommunikere det grænsesprængende og provo-kerende evangelium i deres samtids sprogtone. Det er i al beskedenhed også det, vi i vores organisationer forsøger at gøre i dag. Det er i dyb respekt for forskel-lige gruppers legitime sproglige udtryksformer, at vi slår til lyd for salmer, der finder klangbund i vores aktuelle virkelighed, og i vores tids sprog og musik.

Alle kan lære at synge "miskundhed" og "Himlens sorgenfri" og mange andre ikke-nudanske ord. Og mange kan med tiden måske også få en aha-oplevelse af at finde ud af, hvad de ord dækker. Ikke alt behøver at være direkte forståe-ligt. Men heller ikke alt må være totalt uforståeligt og fremmed i forhold til egne ord og udtryksmåder. Der må være tilknytningspunkter til vores tilværelse og nutidige virkelighed, og det eneste man vinder ved det gamle og indforståede kirkesprog er, at langt de fleste danskere stiger af og afskriver hele kristendom-men som noget, der ikke kommer dem ved. Det gælder i særlig grad også unge.

De frie kirkelige organisationer - en del af Folkekirken
 I KFUM og KFUK opfatter vi os som en del af Folkekirken. Vi bruger mange ressourcer på at forkynde/formidle det kristne budskab, herunder også udgive egne sangbøger med både sange og salmer, nye og gamle salmer. For os er samar-bejdet med sogne og præster meget væsentligt i gudstjenestefællesskabet, og fordi vi i rigtig mange sogne står for kirkens tilbud til børn og unge. Vi arbejder i praksis med at formidle evangeliet i børns og unges sprog, både i ord og i musik, og i den sammenhæng har vi haft meget stor glæde af en lang række nye salmer. De er faktisk livsvigtige for os i formidlingen af evangeliet til en verden, som ser anderledes ud end på Kingos og Brorsons og Ambrosius Stubs tid.
    En kommende ny salmebog skal ikke erstatte organiationernes egne sangbøger. Men hvis ikke der er en forbindelse mellem arbejdet i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde og så det, der foregår i kirken, står meget på spil for os alle - også for Folkekirken, men ikke mindst for børn og unge!

Hele begrundelsen for det nuværende salmebogsarbejde har jvf. kommissoriet været at der som følge af arbejdet med gudstjenestefornyelse er kommet en ny generation af salmedigtere og at der "blandt kirkemusikere er sat spørgsmåls-tegn ved sider af den kirkemusikalske holdning, som udtrykkes i salmebogens melodihenvisninger". Desuden er der kommet en ny bibeloversættelse, udgivet ny alterbog med børnegudstjeneste på højmessens plads, og der er udgivet en række salmesamlinger og salmebogstillæg, som afspejler denne udvikling. Det har altså været afsættet for salmebogskommissionens arbejde.
 
En fælles salmebog
Men kommissionen lever ikke op til dette, hvilket biskop Erik Norman Svendsen faktisk også selv sagde i sin tale ved pressemødet: "Vi forestiller os ikke, at den nye kommende salmebog skal være ene på markedet her i det 21. århundrede. Tværtimod må man forvente, at der om nogle år atter udgives salmebogstillæg, hvor helt nye eller oversete salmetekster kan blive taget op; ligesom man må gå ud fra, at den frodighed af salme- og sangudgivelser, vi kender til i dette land, også fortsætter i form af sangbøger f.eks. i de kristne ungdomskorps. Salmebogen er i kirkens sammenhæng den fælles grundbog for salmesangen, som man altid skal kunne bruge med glæde".
    Men mener salmebogskommissionen virkelig, at vi ikke skal tilstræbe en salmebog for hele kirken og for alle? Betyder det, at markedet skal gives frit? for så er der jo virkelig revolution i vente. Så kan/bør enhver menighed lave sit eget tillæg, salmebogstillæggene vil udkomme i et hidtil ukendt tempo.

Det vil efter vores mening være meget problematisk ikke at forsøge at fastholde en fælles salmebog for hele Folkekirken. Men det vil altså også kræve, at der bliver taget hensyn til brugskriterier - også når det gælder nye salmer, og det bliver et spørgsmål om rummelighed.
    Der er ikke noget så svært som at definere kriterier for udvælgelsen af salmer til en ny salmebog. Både litterære, teologiske og musikalske kriterier må bøjes imod hinanden og holdes op på et brugskriterium. Også det nuværende forslag rummer salmer, som er med udelukkende fordi den folkelige brug af salmerne begrunder det. Det gælder åbenbart ikke nye salmer. Her er der mange andre kriterier, som skal opfyldes - og ofte har vi set at disse krav er skærpede i forhold til de gamle salmer, hvor følelser og aktuelle erfaringer spiller ind. For en stor del af salmebogskommissionen må brugen af salmer i børne- og ungdoms-arbejdet være ukendt, og brugskriteriet er ikke-eksisterende i kommissionens forslag, når det gælder nye salmer og deres brug.
    En salme lever af en sammenhæng; og er som den kristne forkyndelse til alle tider sat ind i den sammenhæng, som mennesket nu engang lever i til de be-stemte tider. Man kan altså ikke diskutere en salmes kvalitet ud i den blå luft: Kvalitet kan ikke sættes til flertalsafgørelse!  Og når kvalitetsbegrebet mis-bruges og ser ud til at være ligefrem proportionalt med uforståelighed, eller gammelt sprog, ja så er kæden røget af! Der er adskillige rimerier i gamle sal-mer, som jeg ikke kunne drømme om at acceptere for de nye salmers vedkommen-de.