haaning

Idag skal alting sjunge, hvad hjerte har og tunge...
(H.A. Broroson 1756/DDS 216)

af Mikkel Haaning, cand.phil i Musikvidenskab og kulturkonsulent, Horsens Kommune.

Snart står vi over for at skulle tage hul på et nyt årtusinde samt en ny aut. salmebog og muligvis af en melodibog. Med udsigt hertil er vi mange, der venter i spænding. Det er derfor oplagt at benytte ventetiden til at kaste et tilbageblik på salmesangen i voren egen tid inden, vi tager hul på en ny. I dette tilfælde Den Danske Koralgbog (1954).

Da den autoriserede salmebog, Den danske Salmebog, udkom i 1953 som afløser for Salmebog for Kirke og Hjem (1899) og Den Sønderjydske Salmebog (1925), var det naturligt, at der fulgte en koralbog. Men da DDS både var en efterklang af genforeningen (1920) og en afrunding af den "klassiske" salmearv med en bedre repræsentation af især Kingos, Brorsons og Grundtvigs salmer, var det indirekte fastlagt, at koralbogen ikke var tiltænkt en fornyende opgave. Derimod var den bundet af hensynet til at tjene som melodisamling for DDS. Den Danske Koralbog (1954) fulgte året efter, men var en privat udgivelse. Den var ikke bundet af samme hensyn til traditionen, selv om visse melodier var udstukket af DDS. Dog var der mange hensyn at tage, da der siden midten af 1800-tallet var udgivet et væld af koral- og melodibøger. Det viste sig, at være uoverkommmelig opgave at tilgodese alle hensyn, hvis DDK skulle holdes så enkel som muligt mht. form og indhold. Da Laubbevægelsen var toneangivende i dansk kirkesang, blev opgaven fra officiel side lagt ud hertil. Arbejde blev overgivet til M. Wöldike og J.P. Larsen (Samfundet Dansk Kirkesang). Angående indholdet besluttede man at sammenfatte det bedste stof fra de fire samlinger: Bielefeldts Koralbog, Dansk Kirkesang, 130 Melodier til Salmebog for Kirke og Hjem samt Prahl og Heinebuchs Koralbog.
   Hverken den DDS eller DDK var fornyende, men det var jo heller ikke hensigten. Dog var DDK i forhold til tidligere udgivelser i århundredet fleksibel mht. stilspredning og optag af forskellige perioders melodier - f.eks. fremgår det af forordet, at DDK bringer melodiformerne og udsættelserne i de tilgrundliggende salmesamlinger i så oprindelig overensstemmelse som mulig. Udgivernes gode hensigter skal ikke betvivles, men i praksis er det spørgsmålet, om DDK også lever op hertil - for den kan ikke se sig fri for at bringe melodistoffet på en stilmæssig fællesnævner, som bevirker en ensretning af salmesangen. Dette kommer primært til udtryk i DDK’s melodiudsættelser og især i dens harmoniseringer.
   Undersøges indholdet nærmere, ses, at hovedparten af melodierne optræder er i koraludsættelser, d.v.s. harmoniseres ud akkord for akkord, følger traditionel koralharmonisering i dur og mol, korrekt dissonansbehandling, enkle akkordstrukturer og standardkadencer. Endvidere er det harmoniske princip overalt sat forud for det lineære, ligesom hovedsynspunktet for harmoniseringerne synes at være deres egnethed for orgel. Det bevirker, at visse melodier, som oprindeligt næppe er tiltænkt kirkelig anvendelse og/eller spil på orgel, nu "koraliseres", iklædes nye og anderledes harmoniseringer, gennemgår satsmæssige ændringer mv. Dette kommer især til udtryk i de mere verdslige og romantiske salmemelodier fra forrige århundrede (f.eks. L. M. Lindemans melodi til N.F.S. Grundtvigs Hyggelig, rolig ( DDK nr. 185; Barnekows koralbog nr. 90a.). Men det er ikke kun "de andres melodier", som tages under behandling. Også versioner af Th. Laub har gennemgået en revision - f.eks. DDK nr. 213 Jeg ved et evigt Himmerig (tysk folkevise ca. 1640; DK nr. 88 under titlen Jeg ved et lille Himmerig).
   Sammenfatende kan siges, at DDK mere eller mindre uforskyldt blev fanget i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse, dels fordi den rummede få nye melodier; dels fordi den rettede sit indhold ind efter en bestemt stilmæssig linie, som ikke gengav et repræsentativt billede af salmesangens stilmæssige udvikling gennem tiderne. For selv om DDK bringer et større udsnit af dansk salmesang end nogen tidligere samlinger, tilnærmer den de forskellige tiders salmetyper stilmæssigt til hinanden. Konkretiseret betyder det, at samlingen ikke udviser salmesangens stilmæssige heterogenitet, men i stedet en markant kirkemusikalsk holdning, der ikke uden videre ønsker at samle salmesangen, som den havde udviklet sig, men at tilpasse den et laubiansk inspireret syn på gudstjeneste og salmesang. Hvis man endelig skal tale om fornyelse, er den at finde i samlingens stilmæsssige homogenisering.
   I årene umiddelbart efter udgivelsen af DDK oplever salmesangen ingen nævneværdig musikalsk udvikling. Det synes derfor nærliggende at konkludere, at DDK var et tilfredstillende stykke arbejde, der levede op til sit formål: At samle dansk salmesang, som den havde udviklet sig gennem tiderne, i én udgivelse samt tilpasse stoffet til den nye salmebog og den gældende gudstjenesteordning. Ingen tidligere samling havde forsøgt sig med en sådan opgave. DDK kunne dels erstatte de tidligere anvendte og forskelligartede samlinger samt give et billede af hele den danske salmetradition. Om dette billede også var korrekt, var alle dog ikke enige om, og der rejste sig en stor diskussion omkring DDK. Historisk korrekt eller ej kunne DDK imidlertid demonstrere melodier til de autoriserede tekster og den autoriserede liturgi. DDK var m.a.o. en brugervenlig løsning.
   Eftertiden skulle imidlertid vise, at DDK, og dermed den kirkemusikalske hovedlinie, som havde gennemstrømmet dansk salmesang siden mellemkrigstiden, ikke kunne dække melodibehovet alene. Ligesom DDS havde DDK været længe undervejs, og forventningerne til indholdet var store. Da DDK udkom, var det imidlertid ikke alle forventninger, der blev indløst. Dels omfattede den ikke alle de salmetyper, der var i brug; dels havde flere salmer fået nye harmoniseringer. Tiden bar derfor præg af en kæde af stridigheder omkring DDK’s indhold, og det var disse stridigheder, der snarere end fornyelsen, tog opmærksomheden i samtidens kirkemusikalske debat. Reaktionen mod DDK’s utilstrækkelighed blev i første omgang ikke udviklingen af nye salmer, men derimod en fastholden ved de gamle sangtraditioner, der løb som en form for understrøm ved siden af hovedlinien. Behovet for fornyelse blev simpelthen negligeret, så længe man ikke havde en afklaring på den aktuelle situation.
   Efter udgivelsen af DDK skulle der gå omtrent to årtier, før en fornyelse var mærkbar. Men fornyelsen fra og med 1970 skulle vise sig at være væsentlig forskellig fra tidligere tider. Dels demonstrerer de nye salmer en stilpluralisme, der ikke tidligere er set i dansk salmesangs historie; dels er der tale om helt nye salmetyper, som på det stilmæssige plan er, eller synes, traditionen fremmed. Det skyldes primært, at de nye salmer gør brug af musikalske former og udtryk, der hører nutiden til.

I takt med enhedskulturens forfald har kirken og kristendommen i vort århundrede gennemgået en sekulariseringsproces, der har delt religion og samfundsliv i to lejre og reduceret religionens betydning. Religionen er blevet trængt bort fra det offentlige interessefelt og henlagt til menneskers privatliv. Kirken har oplevet en kraftig afvandring i antallet af medlemmer og deltagende i kirkelige handlinger, og det traditionelle kirkelige kulturfællesskab, i form af sognekulturen, har oplevet en opsplitning. I overensstemmelse med det flerkulturelle samfund kendetegnet af subkulturelle dannelser opleves en folkekirkelig fornyelse, hvor kirkelivet udspiller sig i mindre og forskelligartede fællesskabsformer med perifer placering i forhold til kirken som institution. I takt med en tiltagende demokratisering af samfundet og kommunikationssystemets gennembrud oplever pluralismen en legalisering. Pluralismen er m.a.o. i overensstemmelse med tidsånden, og en folkekirkelig fornyelse bliver også mulig på det indholdsmæssige plan. Dette afspejles ved, at den etablerede gudstjenesteform og dens udtryksformer i stigende grad udsættes for kritik, og på længere sigt forsøger man at skabe alternativer hertil. Alternativer som bl.a. vedrører gudstjenestens musikalske dimension og dermed salmesangen. Idet de nye kirkelige fællesskaber snarere fungerer omkring end i kirken, virker fællesskaberne i højere grad som filtre for musikalske input til kirken. Disse input udspringer primært af den musikkulturelle udvikling, som er underlagt den strukturændring, der kendetegner samfundet generelt. M.a.o. ord bliver den musikkulturelle udvikling bestemmende for salmesangens musikalske nyorientering og fornyelse. Ligesom musiklivet i samfundet kendetegnes af en pluralisme, gør nu også musiklivet. Og idet den kirkemusikalske orden ændrer sig, indebærer udviklingen også en stillingtagen til forholdet mellem områder som fx musik og socialisation, musik og historie, musik og teologi. Konkret indebærer denne stillingtagen, at fornyelsesprocesen domineres af tre linier, som på hver deres måde legitimerer deres fornyelsesbidrag udfra forskellige holdninger til den kirkemusikalske tradition og dermed til salmesangens indhold og funktion. De tre linier er: Fornyelse i overenstemmelse med: (1) hovedlinien i dansk salmesang (Thomas Laub og DDK); (2) den "folkelige linie i dansk salmesang; (3) den kunstmusikalske linie i dansk salmesang.
    Alt i alt er den nuværende situation et resultat af de kirkemusikalske arbejder og diskussioner, der er sat i perspektiv af de kirkemæssige strukturændringer i samfundsmæssig og kulturel henseende, der har fundet sted i vor tid. Der er tale om begivenheder, der har sat spørgsmålstegn ved den eksisterende opfattelse af, dels hvad der betinger salmen som musikalsk kategori; dels hvad der betinger gudstjenesten i en bestemt kultur i relation mellem enkelte individer og mellem kirkelige fællesskabsformer.

Men hvad er det så for en type salmesang vi oplever i dag? Ved at gøre Tillæg til Den Danske Salmebog (1994) til genstand for undersøgelse mener jeg, man kan inddele nyere tids salmesang i følgende hoved- og underpositioner:
A. Salmemelodier i koralstil: salmemelodier i "traditionel" koralstil (isometrisk); salmemelodier i laubiansk koralstil; salmemelodier i neo-laubiansk koralstil;
B. Populærmusikalske salmemelodier: salmemelodier i vise- og/eller folkelig sangstil; salmemelodier i decideret "rytmisk" sangstil;
C. Kunstmusikalske salmemelodier: salmemelodier i modernistisk stil; salmemelodier i neo-romantisk stil.
Hertil følger kategorien D. Børnesalmer, som grundet en tekstlig bundethed falder uden for opdelingen, men tilsvarende viser sig at være kendetegnet ved det stilmæssige.
Dansk salmesang har endnu engang forgrenet sig, men nogle forgreninger er fjernere fra stammen end andre. Her må Kategori A og dens underpositioner siges at stå den etablerede tradition nærmest. Fjernest fra stammen er salmemelodier i decideret "rytmisk" sangstil, salmemelodier i modernistisk stil og kategori B. Børnesalmer. For alle tre gælder, at de først og fremmest knytter an til traditionen ud fra bestemte salmehistoriske grundsyn; gennem krav til "en folkelige linie", "en kunstmusikalsk linie" og hensynet til børn, som social kategori. I sidstnævnte tilfælde (børnesalmer) taler vi ganske vist om et hensyn, som er blevet forsøgt tidligere i historien. Man skulle derfor tro, at forgreningen lå tættere på traditionen, men det gælder kun for børnesalmen som brugskategori, for stilmæssigt set er de nye salmer af helt anden art end deres forgængere, idet vi primært bevæger os inden for kategori B, hvor børnesalmen antager en form og dermed en forgrening, som ligger fjernest fra stammen.

Selv om de forskellige hoved- og underpositioner adskiller sig stilmæssigt fra såvel den etablerede salmetradition som fra hinanden, er der alligevel tale om visse fællesnævnere. Det mest interessante er dog, at der er overensstemmelse mellem de tre stilmæssige hovedpositioner og de tre salmehistoriske interessefelter, der dominerer den aktuelle kirkemusikalske debat og fornyelsesproces. Det vil m.a.o. sige, at de fleste nye salmer har det til fælles, at de i mere eller mindre grad er bundet af hensynet til refleksionen over både den musikhistoriske og den musikteologiske bevidsthed. Således tager de nye salmer både på det teoretiske og/eller det praktiske plan udgangspunkt i traditionen. At det forholder sig således kan tilskrives Thomas Laub, i hvem den historisk orienterede salmesang fik sin første historieskriver, hvorved der opstod denne refleksion over salmesangstraditionen. Om man kan lide Laub eller ej er imidlertid underordnet for fornyelsen, for som Laub anskueliggjorde er en ting er givet: man må i ethvert forsvar eller angreb gribe til den kirkemusikalske tradition.

Dagens kirke virker måske fjernere i hverdagen end tidligere i historien. Men salmesangen er bestemt ikke forstummet af den grund, hverken inden eller uden for kirken. Salmesangens position er stadig solid i dansk kirkeliv og hører stadig med til at udtrykke det kristne budskab på forskellig vis. Som det fremgår ovenfor, er der flere årsager hertil. For, som H.A. Brorson udtrykker det i en af sine salmetekster, "I dag skal alting sjunge, hvad hjerte har og tunge…" (H.A. Broroson 1756/DDS 216)