Har vi noget at synge om?
Uddrag af oplæg på EPS-årsmøde 1998

af Kaj Bollmann


År-2000-fejringen
Den bedste måde at fejre år 2000 på i kirken ville være at indstille alle normale aktiviteter i kirkerne i et år og så bruge året til kirkelig selvransagelse. Så kunne vi starte på en frisk, når året var gået, ansætte folk til de opgaver, vi rundt omkring mente, der var brug for, begynde at holde gudstjeneste og synge salmer igen osv. Selvfølgelig kunne der holdes gudstjenester. Man kunne jo f.eks. have et tilkaldevagtsystem i hvert provsti, der bestod i, at når 10 borgere henvendte sig med ønske om gudstjeneste på en bestemt dag, jamen så var der også en præst, der stod til rådighed..  

Hvad har det med  salmerne at gøre? Jo det handler om forholdet mellem nødvendighed og rutine/vane. Hvorfor gør vi det, vi gør i kirken? Gør vi det, fordi det er livsvigtigt for os selv? Gør vi det, fordi vi tror det er livsvigtigt for nogen andre end os selv? Synger vi salmer og skrives der salmer i vores kultur af gammel vane? Fordi vi ikke kan finde på bedre måder at udtrykke os på, fordi vi har mindreværdskomplekser over for Grundtvig - eller har vi noget at synge om. Er der noget, der er nødvendigt for os, livsvigtigt for os at få udtrykt i sang ?

Kulturbilledet
Vores postmoderne kultur har løsrevet sig fra bundetheden til bestemte institutionelle og givne mønstre. For et par generationer siden ville man slet ikke have kunnet stille det op som et valg, hverken det at lukke kirkerne i et år eller det at spørge, om vi gør tingene af rutine eller fordi vi gerne vil. Fordi verden og tilværelsen bestod af på forhånd givne mønstre og institutioner, som man gik ind.  Vore vilkår er anderledes. At gøre noget, fordi vi altid har gjort det, er ikke mere noget svar, der giver mening.  Sammenhængen er flyttet fra institutionerne og mønsteret over i personerne og i heldigste fald til fællesskaberne, de meningsbærende fællesskaber, herunder selvfølgelig også kirken, som vi vælger at hægte os på.

Det er en af vanskelighederne ved moderne salmedigtning. Skal den være tro mod sin tid og sin tids horisont, så må den nødvendigvis blive selvkredsende på den måde og tage udgangspunkt ikke i en ydre given ramme og given relation mellem menneske, verden og Gud, men i det eneste sikre, der er tilbage, nemlig mennesket selv. Det er ikke noget nyt. Hal Koch skrev om Evangelisk Christelig Psalmebog fra 1798, at mennesket selv er blevet salmens midtpunkt i stedet for Gud. Det er måske en tendens i nutidig salmedigtning, at vi er på vej tilbage i den retning. Men vi er det jo i kraft af, at det er kulturvilkårene. Det spændende er i den forbindelse, ikke bare i salmerne, men i digtning i det hele taget, hvad der så etablerer kommunikationen. Hvordan undgår man, at salmen bliver privat og ikke-kommunikerbar, at den alene bevæger sig i et rum mellem Gud og mig, eller når det er værst, mellem mig og mig.

Skal der skrives salmer?
Det er hverken givet, at der skal skrives salmer, eller at der skal synges salmer, hverken gamle eller nye, hverken klassiske eller rytmiske. Det er et valg, at vi hægter os på den tradition og ikke skaber nye udtryksformer.

Hvis vi tager traditionen og kirkens historie, så er det, der er givet med den, ikke at der skal synges salmer, for der er ingen direkte kontinuitet i kirkehistorien fra vore dages salmesang i Danmark tilbage til aposteltiden eller oldkirkens brug af salmer og hymner. Både form, funktion og indhold har skiftet meget i historiens løb. Det er ikke givet, at den form for salmesang og den brug af salmen, som vi kender i Danmark i de to sidste århundreder, at den også vil følge med ind i det næste årtusind.

Det er ikke begrædeligt at forestille sig en tid, hvor Grundtvig og Johannes Johansen ikke mere synges i Danmark. Heller ikke at forestille sig en tid, hvor man har gudstjenester, hvor der ikke synges salmer, men gøres andre ting: danses, males billeder, siddes stille, lyttes, ses. arbejdes med lyd og lys og former og farver. Men det er begrædeligt at forestille sig en tid, hvor man ikke er i stand til at skabe eller at overtage eksisterende udtryksformer, der kan give tids- og sag-svarende sprog til bekendelse, lovsang, tak, osvbelæring osv, så der både tales ud fra tidens menneskelige livshorisont og i troskab mod sit udgangspunkt, så der stadig er tale om tradition=overførelse af sit anliggende.

Den umiddelbare frihed i dag er friheden til at bruge løst af gammelt og nyt fra sit forråd. Det er ikke et enten- eller, men et både- og.  Spørgsmålet om nutidige salmer over for gamle er derfor langt hen en pseudodiskussion, der er uden reel mening eller reel mulighed for at finde en balance. Enhver form for kvalitetsvurdering af salmer, enhver form for vurdering af en salmes udtryk afhænger af de parametre man vælger for diskussionen.  Måske er der nogle helt formelle krav, som alle er enige om. Men alt, hvad der ligger ud over det, er afhængig af de parametre, vi vælger i vurderingen og diskussionen

Det betyder ikke, at alt er lige godt. Men kriterierne for, hvad vi vil synge, er ikke  nedlagt i salmerne på forhånd, hverken som urørlige kunstneriske eller teologiske kriterier, eller i salmesangstraditionen eller en national musikalsk tradition. De ligger i mødet mellem det, som vi vil udtrykke over for Gud og over for hinanden, og vore muligheder for at bruge af gammelt og skabe af nyt inden for det spillerum, som den evangelisk-lutherske ramme giver.

Salmen i kirken og i kulturen
Salmebogens rolle som folkebog og de relativt få kernesalmers betydning som de elementer, der sammen med selve kirkebygningen bevarer en relation mellem det, som sker i kirke og gudstjeneste og dem, der hører til den fjerne kirke er noget meget karakteristisk for dansk folkekirkelighed, f.eks. når man sammenligner med salmernes langt mere tilbagetrukne rolle i Tyskland.   Salmerne har jo udviklet sig fra at være sungne led i messen, som fra reformationen gled over i den lutherske gudstjeneste som menighedsled og til at være primært traditionsbærere af folkelig kristendom i og uden for kirkerummet. Meget af balladen om ny salmebog handler om, at man ikke kan finde ud af at holde de to sider af salmebogens brug sammen, der i gamle dage kaldtes for kirke og hjem.

Når det er det såkaldte frie salmevalg, der dominerer i gudstjenesten, så er det netop fordi den folkelige salmebrug som traditionsbærer og kontaktled, i dag har voldsom dominans i forhold til salmen som gudstjenstlig udtryksform eller bekendelsesudtryksform. Vi skal selvfølgelig synge kendte salmer i gudstjenesten, fordi det vigtige er genkendeligheden og muligheden for, at folk via den kendte salme kan identificere sig en anelse med det - iøvrigt fremmede - der foregår i gudstjenesten.

De intellektuelle nykristnes salmebrug
Ligesom det gælder generelt for gudstjenesten generelt, så er der i dag i betydelige intellektuelle kredse en positiv interesse for salmer. Men i den intellektuelle, positive tilgang ligger der al positivitet til trods en distance, som giver sig udtryk i en analytisk tilgang til gudstjeneste som forestilling og oplevelse, og tilsvarende til salmerne. Menigheds- og gudstjenesteudtryksdimensionen er væk. Tilbage er salmen som kulturprodukt og i bedste fald som formidler af tradition. Kvalitetsvurderingen skilles fra vurderingen af, om salmen har noget at udtrykke, der svarer til det, jeg som menneske gerne vil udtrykke over for Gud. Kvalitetsvurderingen bliver en vurderingen af intellektuel kvalitet, historisk, kulturel kvalitet, teologisk konsistens, stil, og evt. individuel oplevelseskvalitet.

I denne intellektuelle kulturkristne salmebrugs rendyrkede form er der ikke noget at synge om: Vi har ikke noget, som vi skal have sagt til Gud eller lagt frem for Gud og hinanden om, eller takket for eller tryglet om eller overvejet ved at synge salmer.  Det vil sige: der er i den udgave ikke nogen nødvendighed forbundet med salmen

Menighedernes indre sækularisering
Et andet  forhold, som virker distancerende for salmen som udtryksform er den indre sækularisering af menighedslivet i Danmark: udtørringen af religiøst sprog og udtryksformer i det kirkelige liv, som bl.a. skyldes angsten for at bruge ord og udtryksformer fra vækkelsestraditionen. I den sækulariserede menighed fungerer tingene godt og effektivt, der bliver arrangeret og lavet aktiviteter, bygningerne vedligeholdes, der gøres meget for folk. Men vi er ikke ret gode til at tale med hinanden om, hvad vi egentlig tror på.  Den indre sækularisering har indsnævret det religiøse rum i kirken til præsten i gudstjenesten. Det meste af, hvad der ellers foregår, handler om organisation og struktur. Det er vi nemlig gode til, for det kan vi fra andre sektorer i samfundet.

Hvad salmerne angår får det paradoksalt nok samme konsekvens som hos de intellektuelle nykristne, nemlig at salmesangen og salmebrugen gradvis ændrer sig fra at være et fromhedsudtryk på godt og ondt til netop at være modvægten mod fromhed. Redningsplanken, når vi ikke kan holde andagt og ikke bede frie bønner og ikke tale med hinanden om, hvad vi tror på, så kan vi da altid synge en salme, for det er ufarligt. Det er rituelt og korrekt, og vi kan godt lide det. Det bliver en måde at forbruge salmer på uden at udtrykke sig selv og menigheden og gudsforholdet i dem.

Hvad har vi så at synge om?
Afslutningsvis i teseform lidt om hvad vi så har at synge om:
1. Vor tids teologiske udfordringer og behov kan muligvis ikke rummes inden for salmens form. Men man kan også have salmen som en mindre ambitiøs udtryksform
2. Den livshorisont, vi aktuelt synger ud fra er den postmoderne kludetæppevirkelighed med dens mangel på overordnet ramme, dens mangfoldighed, hvor valget mellem muligheder måske er den vigtigste menneskelig ytring
3. Nu må den naturlyriske skabelsesteologiske salme være ved at være gennemspillet nok gange. Det er en kristologisk refleksion på nutiden, der er det mest påtrængende behov for i salmerne
4. Salmens sjælesørgeriske dimension skal tages alvorligt
5. Til det personlige udgangspunkt i salmen hører, at salmen som synds- og trosbekendelse ikke ekskluderer jeget og udelukkende taler alment/eksistentielt/politisk
6) Vi savner refleksioner over dåb, nadver, højtider osv, som tager udgangspunkt i den aktuelle situation, for dåbens vedkommende f.eks. en dåbsteologi i salmerne, som ikke absoluterer barnedåben, men formidler dåbens teologiske indhold uafhængig af alder. For nadverens vedkommende en teologi, der medreflekterer nutidige menighedsforståelsesovervejelser.