Gospelfri Zone
om verdenskirkemusikken i almindelighed og en rejse til Zimbabwe i særdeleshed.

af Betty og Peter Arendt

Ikke et ondt ord om gospel i denne lille artikel.  Men undertegnede har alligevel været ude i danske kirker, der af den stedlige organist var er-klæret for gospelfri zone. På denne måde har vi med verdenskirkemu-sikken de pågældende steder flere gange været blandt de første til at introducere en anden musik end den, der traditionelt har været forstået som rigtig kirkemusik siden begyn-delsen af dette århundrede.
    Og det er netop en af de ting, vi kan bruge verdenkirkemusikken til: i første omgang som alternativ til den øvrige nyere rytmiske kirkemu-sik, men på længere sigt også til at bane vejen for samme musik på steder, hvor kirkemusikken hidtil har været rent “klassisk”. Selv den mest forbenede danske organist kan se rimeligheden i, at en afrikaner får lov at synge sin egen musik i sin kirke, en asiater eller en latinamerikaner ligeså etc. Og på et el-ler andet tidspunkt kommer spørgsmålet så: Hvorfor skal vi ikke også have lov til at bruge folkets musik?

Selv har vi samlet verdens-musikken op primært på 3 - 4 rejser ud i den store verden. Den første og vigtigste gik  til Schweiz. Her var vi invi-teret til kirkemøde i Kirker-nes Verdensråd (KV) sammen med 40 andre kirkemusikere og præster jævnt fordelt på alle verdens beboede kontinenter.
    I Schweiz fik vi vendt op og ned på vores musikalske univers. Vi lærte at der ved siden af vores musikkultur (i musiketnologisk sammenhæng: den greco-romanske) findes 5 andre store verdensmusikkulturer: den kinesiske, den indonesiske, den indiske, den afrikanske og den persiske. Hertil kommer så store blandkulturer som den afroamerikanske, den latinamerikanske, den philippinske etc. Og ved siden af dem lever så hundredvis af små, ofte stærkt truede musikkulturer. (f.eks. samernes eller inuitternes).
    Vi lærte også at musikken ikke er et universelt sprog, som f.eks. Mozart siger. Musikken er et universelt fænomen, og vi kan godt lære at lytte til eksempelvis indiske ragaer og balinesiske gamelaner, men vi vil aldrig nogensinde fuldt kunne forstå skønheden og dybden i disse fremmede folkeslags musik. Og omvendt...

Vores foreløbigt sidste rejse fandt sted i december 1998. Her blev vi inviteret til at deltage i KV’s 8. generalforsamling på Zimbabwes universitet i Harare. Vi rejste ikke derned som officielle delegater, men som kirkemusikere og blev som sådanne inviteret til at være en del af det 80 personers store Shonakor (Shona= hovedsprog i Zimbabwe), der ledte musikken, når generalforsam-lingens op mod 4500 deltagere mødtes til gudstjeneste.     
    I Zimbabwe blev der sunget salmer fra alle verdens musikkulturer, men alligevel stod den afrikanske musik i centrum. Alle gudstjenester blev indledt med trommespil, og forsamlingens “organist” var den højt begavede musik-professor, Dumisani Maraire, der i stedet for orgel havde et 7-personers marimbaorkester i ryggen. Afrikansk flerstemmig sang dominerede i alle sammenhænge, og det var ikke sjældent, når vi sang ikke-afrikansk musik, at Shonakorets leder, Patrick Matsikenyeri, måtte råbe “do not harmonize”!
    Caraibiernes og latinamerikanernes kirkemusik havde gode kår i Harare, sikkert fordi netop deres musik indeholder så mange afrikanske træk. Asiaternes musik havde afrikanerne ikke den store forståelse for.
    Vi mødte i Zimbabwe den norske præst, Sindre Eide, der netop kom fra Philippinerne, hvor han sammen med den oprindelige befolkning dér havde lavet et kyrie-værksted. Det var aldrig gået i Afrika. Her kan man vist kun lave gloria-værksteder. Og hvis Asien er kyriekontinentet, og Afrika er gloriakontinent, så er vi vel heroppe et credokontinent.     
    I FRIK-sammenhæng er det interessante, hvilke trivselsmuligheder verdenskirkemusikken har i en dansk kirkelig sammenhæng. Og her er godt nyt at melde:
    I de 8 år vi har arbejdet med denne globale kirkekultur, har vi oplevet  en voksende  forståelse af, at denne fremmede måde at holde gudstjeneste på sagtens kan inspirere dansk kirkeliv. Efter over 100 menighedsaftener og kir-kekoncerter, hvor vi primært har optrådt for folk, foregår vores arrangementer oftere og oftere på den måde, at vi allierer os med et lokalt kor, som vi har et par timeres workshop med, inden vi sammen rykker ind i kirken og holder gudstjeneste eller laver koncert, ikke for menigheden, men sammen med den.    
    Flere og flere af i første omgang de afrikanske og asiatiske salmer har vi fået oversat til dansk, og nu også den latinamerikanske tango der findes på bagsiden af dette blad. I denne har Holger Lissner virkelig formået at bevare grundtonen i den spanske originaltekst og alligevel skrevet noget, der naturligt glider ind i en dansk sammenhæng. Det er vores håb at få mange flere af den slags salmer oversat og introduceret i danske kirkelige sammenhænge.
    Og her har vi en VISION: At de næste danske kirkedage må blive langt mere internationalt orienterede end 1998-kirkedagene. At man inviterer asiatiske, adrikanske og latinamerikanske “animateurs” herop for at arbejde med danske kirkemusikere og sangere, sådan at de/vi kan danne en ledende kirkemusikgruppe på kommende kirkedage. Man kunne jo lade den første kirkedag være en kyriedag, den næste en gloriadag og den sidste en credodag...